Tilløbsstykke på Schackenborg
Prinsesse Alexandra smilede om kap med solen, da hun og prins Joachim overværede den traditionelle Guldhornskoncert, der for første gang blev afviklet på gårdspladsen til Schackenborg Slot.
750 jyder havde købt billet til koncerten, og alle fik ved indgangen udleveret en halvliters flaske vand og en bøllehat for at dæmpe varmen.
En kavalkade af sange præsenteret af Kurt Ravn, Ghita Nørby og Susanne Elin fik de mange gæster op af stolene. Musikken blev leveret af Sønderjyllands Symfoniorkester, der blev dirigeret af Svend Skipper, gift med Ghita Nørby.
»Det blev da vist en stor succes. Vi var bange for varmen, så der blev udleveret en flaske vand og en bøllehat. Vi ville undgå, at nogen fik det for varmt i sommerheden. Det gik fint under hele koncerten, der varede en time og tre kvarter«, siger Søren Frederiksen, godsinspektør på Schackenborg Gods.
Guldhornskoncerten er tidligere blevet afviklet i en af de store lader på det kongelige gods, men er nu flyttet ind på slotsgården. Overskuddet fra koncerten går til kulturelle aktiviteter i området. Navnet Guldhornskoncerten kommer fra fundet af de gamle guldhorn. Fundet skete på Schackenborgs jorder.